30-03-2022

Ester har fødselsdag - nu 9 år

Det er blevet den 30. marts igen og det betyder jo at Ester har fødselsdag ….

Men hvordan går det så egentlig her på Toftegaard med Ester – jamen ørene er oppe og poterne nede det meste af tiden i hvert fald

Som jeg skrev sidst da Ester havde fødselsdag er det som om at Ester har haft lidt problemer med hofterne, eller det troede jeg i hvert fald det var, hun bliver meget hurtigt træt når vi leger så jeg havde bestemt at jeg lige ville vende det med dyrlægen når hun skulle til det årlige service tjek – for det første havde Ester fået et par svulster på højre forben, og der er ingen ting at debattere sagde dyrlægen, de skal bare fjernes NU

Og så er der lige det der med trætheden, den hoppede dyrlægen ikke med på han har serviceret Ester i tykt og tyndt hele hendes liv så ”der er noget andet galt sagde han, jeg er sikker på at hun ikke er træt men hun ligger sig fordi hun har ondt” og det er jo lige netop det man som hundeejer bare ikke har lyst til at høre for hvad er der så galt, og kan man gøre noget ved det – vi bestemte at når Ester om et par dage skulle indlægges og ha de par svulster fjernet så skulle hun fotograferes i hofter og ryg for at se om det kunne give en forklaring, Esters hofter er faktisk fine, ikke perfekte men fine – til gengæld så har Ester slidgigt (spondylose) fra brystbenet og til halebenet og dyrlægen føjede til at ”det har jeg sjældent set så udpræget ved en schæfer” ja – tak for lort fristes man til at tænke …..

Slidgigten kommer jeg tilbage til om lidt – men først historien om hvordan Ester håndterer en snild lille operation af et par svulster – operationen gik ualmindelig fint, Ester fik en fin forbinding på, vi skulle komme to dage senere til forbindingsskift og så igen mandagen efter, og husk så lige at holde Ester i ro.. RO! Dahhhhhhhh

Lørdag formiddag blev Ester enig med sig selv om at nu havde forbinding og sting siddet der i hele 4 dage så nu var det tid til at hele skidtet blev afmonteret, jeg var mildest talt ikke imponeret men så fik vi da prøvet dyrlægevagten og set dyrehospitalet i Svenstrup, den her gang blev der lagt en skinne og en dobbelt forbinding så nu kan hun da umuligt havarere igen, det blev aftalt at der skulle skiftes forbinding igen om mandagen, det var også fint nok for der havde Ester allerede brækket skinnen! Men hun skal holdes i ro formanede dyrlægen – det er ganske simpelt umuligt at holde Ester i ro og holde en forbinding tør om efteråret når hun er så afhængig af mig, og Ester har jo ikke et mellemgear, det er enten fuld gas eller ligge helt stille så plan B eller plan C eller hvad det nu var blev sat i værk, for det første beholdt dyrlægen Ester på klinikken hele dagen når hun fik skiftet forbinding, og det var hver anden dag -for det andet blev Ester sat i dagpleje ved min mor – der er mere ro og Ester har med sikkerhed ikke lidt overlast men hun har fået nogle underlige tiggevaner hvad angår godbidder efter sygeopholdet, hun er med andre ord blevet møgforkælet i dagplejen J

For en gangs skyld var jeg glad for at Ester var sygeforsikret på den store skive - de besøg ved dyrlægen løb op i 15000 kr for et ”par knopper” og det her menageri gik der faktisk næsten en måned med før Ester var helt klar igen

Og så tilbage til gigten i ryggen, jeg tænker jeg vil prøve at kontakte MAGTOR som jeg har fået anbefalet fra andre hundeejere, det var også dyrlægens bedste forslag, jeg er stoppet med at give smertestillende jeg kan ikke se en effekt af det udover at Ester fik maveproblemer

Men bortset fra at alderen trykker lidt så er Ester ved godt mod, hun fatter stadig ikke at geare bare en smule ned, en ting har jeg dog bemærket, hun er fuldt ud klar over at der er begrænsninger - når der kommer et stykke vildt spurtende over marken så tager hun ikke jagten op ……

Og hvad så med gaver, ja der er faktisk slet ikke købt nogen til hende, hun må nøjes med lidt ekstra forkælelse (hvordan det så egentlig er muligt) og måske tager vi os tid til en tur i skoven for at læse dagens ”hundeavis” og for at holde respekten oppe ved frækdyrene for Estersen er senior over sheriff her på matriklen og bødeblokken er uendelig hvis der ikke er orden i geledderne …….

TILLYKKE med fødselsdagen Ester - godbidderne er på vej :-)