Det skal ikke altid handle om Ester

Dette er et lille ekstra indlæg på Esters blog men det er ikke hende det skal handle om !

Det skal handle om Sussi eller Sus som hun blev kaldt i daglig tale,  i dag den 1.Marts er det et år siden jeg måtte tage afsked med den skønneste og bedste og mest trofaste ven(hund) og jeg må sige at trods det at Ester er en ligeså trofast ven så savner jeg altså min gamle hund meget

Sus var den der type hund som jeg kunne kommunikere med bare ved at kigge på hende og samtidig kunne jeg blot ved at kigge på hendes attitude og kropssprog aflæse hvad hun var på vej til og ikke mindst hvad hun IKKE var på vej til, Sus var så veldannet at hun aldrig, næsten da, forlod stedet her selv om gårds leddene stod vidt åbne, i det hele taget havde hun et helt fantastisk væsen som bare passede perfekt til mig, Ester og mig klikker ikke helt på samme måde endnu men det tror og håber jeg da vi kommer til vi skal jo helst ha mange år sammen

Sus kom her til gården i 2001, selvfølgelig schæfer ! efter gode forældre, dog uden den der fine stamtavle som ellers nemt kunne medfølge men som i mine øjne kun varmer dankortet op til uanede grader

Sus havde et dejligt vagtsomt temperament, eneste rigtige svaghed var at alle hunde hun kom i nærheden af skulle jages langt væk (man er vel vagthund) hun var almindelig opdraget og havde aldrig gået til nogen form for træning, det var en af de eneste ting jeg fortrød med hende, mest fordi hun var så fantastisk god med sin snude og gerne ville snuse sig frem

Sus fik desværre i en alder af 7 år konstateret HD men fik herefter glukosamin tabletter hver dag hvilket gav særdeles gode resultater, derudover fik hun gigttabletter når jeg kunne se på hende at det var nødvendigt eller når jeg vidste det ville blive det, hun ville altid med i marken og efter en længere tur fik hun altid en tablet, men som med alle levende individer indhentede alderen også hende til sidst hun nåede at fylde 12 år den 4.Februar men den 1. Marts kom så den dag de fleste hundeejere nok frygter, Sus lå her på gårdspladsen i det fineste solskin da dyrlægen kom - samme dyrlæge som har fulgt Sus hele livet og han mærkede og lyttede lidt på hende og lod mig forstå at tiden nu var inde til at give hende fred ……… en beslutning som jeg jo selv havde taget dagen forinden men selvfølgelig skulle hun have haft chancen hvis der var mere jeg kunne gøre for hende – men desværre ………lige nu i skrivende stund kan jeg  mærke den samme følelse som jeg havde for et år siden 😥den der knytnæve i maven som bare trykker på følelsesnerverne og klumpen i halsen som presser og presser for at få luft, ja hun er meget savnet! de skønne finurlige særheder, de mærkelige vaner og hendes skønne væsen – men hun vogter stadig her på gården hun ligger begravet i haven så hun stadig kan vogte i ånden

Men hvor et liv ender 😥 begynder i dette tilfælde snart et nyt 🙂 Ester blev født den 30.Marts 2013 i et kuld på fem - 2 tæver og 3 hanner og hun eller det var vist hendes bror Enzo blev spottet af min mor ved en tilfældighed allerede få uger efter sin fødsel, jeg havde set på mange annoncer i mellemtiden men der var ikke den helt rigtige hund, den med det rigtige udseende, den med de rigtige øjne, den hvor man bare kan føle at det hele ”klikker” men da jeg så Ester første gang var jeg næsten sikker på at hun var den rigtige hund til mig, og anden gang var jeg helt sikker og bare lige for at slå det fast – jeg har ikke fortrudt valget af Ester 😉 hun har sine finurlige særheder, mærkelig vaner og ideer så lige på de tre områder passer vi vist meget godt sammen

Nu vil jeg slutte af med digtet om regnbuebroen, et skønt men på en måde også et lidt sørgeligt digt om det at miste et skønt kæledyr

"Lige inden man når himlen, ligger der et sted, der hedder Regnbuebroen. Når et dyr dør, ét, der har været specielt knyttet til én hernede, vil dyret stoppe ved Regnbuebroen. Der er enge og bakker, hvor alle vore særlige venner kan løbe og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin og vore venner har det varmt og dejligt.
Alle de dyr, der har været syge og gamle har fået deres helbred og kræfter igen, de, der var sårede eller lemlæstede, er raske og stærke igen, ganske som vi husker dem i vore minder om gamle dage. Dyrene er glade og tilfredse, de mangler kun en enkelt lille ting: De savner hver især én, der betød meget for dem, én, de var nødt til at forlade.
De løber alle sammen og leger i en stor flok, men der kommer en dag, hvor en af dem pludselig stopper og stirrer mod horisonten. Øjnene er klare og intense, og den ivrige lille krop begynder at skælve over det hele. Pludselig forlader den heldige flokken og flyver over det grønne græs, hurtigere og hurtigere løber dens små ben.
Du er blevet opdaget, og når du og din specielle ven endelig mødes igen, klynger I jer til hinanden i glædesstrålende genforening for aldrig at skulle skilles mere. Glade kys regner ned over dit ansigt. Dine hænder kan igen kærtegne det elskede hoved, og du kan endnu en gang se ind i de tillidsfulde øjne, der tilhører dit kæledyr, der så længe har været forsvundet fra dit liv, men aldrig fra dit hjerte. 
Så kan I krydse Regnbuebroen sammen"  .................................. Ukendt forfatter  

Nå… kunne du også lige mærke klumpen i halsen nu ?

Det er der heldigvis for mit vedkommende en løsning på ! jeg har en Ester som altid er glad 😀 så nu er det vist tid til at hygge lidt og se fremad 🙂🙂men de gode minder er nu heller ikke det værste man har ..........❤